søndag den 16. september 2007

En weekend med vand!

Et gennemgående tema denne weekend har været vand, vand og atter vand! Vi har været på tur til Coromandel Peninsula hvor vi besøgte byen Hahei samt Cathedral Cove og Hot Water Beach. Vi gik en tur ud til Cathedral Cove til solnedgang og som I kan se på billedet er det et rigtig flot sted :). På en varm sommerdag kan det næsten ikke være muligt at finde et mere idyllisk sted at bade!
Inden vi tog på Hot Water Beach var vi blevet lokket ud på en bushvandring (vi har stadig en fornemmelse af, at der er nogen, der har stået et sted med en kikkert og moret sig over os). Denne tur involverede også vand som I kan se på billedet. Der blev indført en pulje på 500 kr. til den, der faldt i vandet, men vi nåede nu alle tørskoede over.
Dagens højdepunkt var Hot Water Beach, som er en strand med termisk aktivitet. Halvanden time før og efter lavvande kan man så grave et hul i sandet og der kommer dejligt varmt vand op. Vandet var så varmt, at Jesper og Anne Marie havde store problemer med at få Dorthe og mig med hjem igen :). Det var dog nødvendigt at komme hjem for lørdag aften bød på Rugby kamp mellem New Zealand og Portugal – en kamp New Zealand vandt meget overbevisende 108 – 13.
Søndag har budt på endnu mere vand. Jesper, Anne Marie og jeg kørte til et ”thermal spa resort” nord for Auckland. Det kan bedst beskrives som et vandland hvor vandet bliver hentet direkte fra undergrundet og ikke varmes op. De forskellige pools var mellem 30 – 48 grader. Vi skulle jo selvfølgelig også prøve en vandrutsjebane og tænkte vi tager den uden kø. Men der var jo åbenbart en grund til, at der ikke var kø og det gav lige pludselig mening for os, at man skulle være i følge med en voksen hvis man var under 15!
Mange hilsner

Tine

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Hej Tine!

Sikke mange spændende ting du oplever, det må være dejligt :) Jeg har også netop været i et område med hydrotermal aktivitet; nemlig Lassen Volcanic Park i Nordcalifornien. Det var vildt spændende, det røg op fra huller i jorden, og bækkene og mudderhullerne kogte! Så geologen klappede i sine små hænder. Dan syntes også det var spændende, men var dog ved at omkomme af lugten af rådden æg i området :D

Vi har også lige været i Yosemite Nationalpark, som vi kørte fra i morges. Vi gik en rigtig smuk, men lang, tur der i går, så jeg har fået en kæmpe vabel på den ene tå! Det var dog det værd for de svimlende udsigter. Da vi kørte afsted derfra tidligt i morges så vi to bjørne løbe over vejen! De så søde ud på afstand, men er glad for de ikke fandt vej ind i vores telt!!

Lige nu sidder jeg på et motel i Death Valley. Lidt sjovt, der også er internet et så øde sted. Vi kører videre ind i parken i morgen, er ret spændt. - Også på om det bliver til at holde ud med varmen. Derefter går turen videre til Las Vegas, hvor vi skal slappe af i et par dage. Ahhh!

Med alle de spændende geologiske fænomener du ser derovre, kan det jo være du skifter studie på falderebet ;)

Knus Sara