Tongariro Crossing er et 18,5 km langt trek, der går mellem de to aktive vulkaner Tongariro og Ngauruhoe som I kan se på billedet. Mount Ngauruhoe er også bedre kendt som Mount Doom I Ringenes Herre.
Vi startede ud i fin stil og i samlet flok, men Anne Marie og jeg blev sat på vej op af ’devil’s staicase’ – vi kan endnu engang konstatere, at vi ikke har samme spejdergener som Dorthe og Jesper. 
Men op det kom vi og vi fortsatte turen op af bjerget i vores eget tempo. På vejen røg vi ind i et snevejr så desværre kunne vi ikke nyde den fantastiske udsigt, der ellers skulle være i klart vejr. Da vi nåede helt op kunne vi konstatere, at det er helt rigtigt, at der er koldt på toppen! 
Da vi først var kommet op på toppen så vi nogle vulkanske søer og gik gennem to vulkankratere – og det gode ved at være sakket bag ud var, at vi havde det helt for os selv. 
Langt om længe nåede vi hytten, der markerede starten på sidste del af turen og blev mødt af Dorthe og Jesper. De havde været noget bekymrede for hvor vi var blevet af og vi fulgtes alle fire de sidste par timer ned af bjerget. Den sidste del af turen gik gennem frodig bush som stod i meget stærk kontrast til det golde landskab længere oppe på bjerget.Vi nåede enden af turen i fin stil i tiden 7 timer. Turen er nomineret til 7-8 timer, så selvom vi følte vi var lidt langsomme til tider var det jo ikke helt galt! Så konklusionen må være, at der måske findes lidt spejder i mig alligevel ;)
Spejder hilsner fra
Tine
Vi blev dog en anelse skræmte da vi blev mødt af en ældre og afbleget udgave af Janice fra ”Venner” (og ja her tænker jeg på stemmen!). Frygten blev dog manet fuldstændigt til jorden da vi åbnede en skuffe på værelset og fandt tre spil kort – så ved man bare det er et godt sted man er endt! Det indtryk blev også styrket da vi så morgenmaden og vi fik serveret friskbagte kager på værelserne om eftermiddagen. 
Lørdag havde vi booket et heldags ”dolphin cruise” og der gik ikke længe fra vi var om bord til de første delfiner blev spottet. Det er nogle rigtig sjove dyr, de er bare pokkers svære at tage billeder af, da de er så hurtige. 
Desværre fik vi ikke lov til at svømme med dem da de havde en unge med, så det kan være vi er nød til at forsøge igen når vi kommer til sydøen. Vi blev dog iklædt en våddragt (det er jo efterhånden ikke rigtig weekend hvis vi ikke har haft våddragt på) og sprang i vandet for at snorkle lidt.
Vi ved endnu ikke helt hvad vi vil kaste os ud i næste weekend, men hvis vejret er til det skal vi en tur ud på Tongariro crossing en heldags gåtur nede ved vulkanerne.
På turen hjem brugte vi et par timer på at jagte det perfekte billede af Auckland skyline – resultatet må i selv bedømme :-).
Lørdag aften gik vi over til Eden Park (det nationale rugby stadion) for at se semifinale i rugby mellem Auckland og Hawks Bay. Det blev en kamp spillet i silende regnvejr, der blev vundet overlegent af Auckland. Jeg tror aldrig helt jeg lærer at forstå spillet, men underholdende det er det! Generelt handler det om at få væltet ham der har bolden, kaste folk op i luften så de kan gribe bolden eller stille holdene op over for hinanden og så skubbe alt hvad de kan... 
Søndag har Jesper, Dorthe og jeg brugt på at cruise rundt i Manukau i Mazdaen og set på de forskellige områder, som er utrolig forskellige. Der er et dejligt område ude i den ”landlige” del af kommunen, Whitford village, hvor vi fandt en god cafe hvor vi kunne side og nyde en times tid i solen indtil vi blev jaget hjem af regnen.
Turen i grotterne er svær at beskrive, men indeholdt bl.a. at kravle rundt på bjergsiderne, absailing ned af lodrette vægge og et vandfald, at gå i vand til armhulerne og kravle op af vandfald. Jeg kan uden tvivl sige, at jeg aldrig har været så træt som da vi efter ca. 5 timer under jorden endeligt kom op til overfladen! Konklusionen på turen blev, at der vist ikke er helt nok spejder i mig – jeg tror i hvert fald ikke jeg havde nået overfladen uden hjælp fra guiden og Jesper! 
